Blog

Velkommen til bloggen..

23.10.2020


Lidt om de sværeste følelser og tanker.


I svære stunder kan det være en nødvendighed at holde fast på sig selv.


Mulighederne kan være mange, men måske har du små børn fisende rundt om dig. Måske er du ekstra meget på job, fordi det var svært og være derhjemme.

Måske er du bange for hvad der sker,- når du giver slip på dig selv.


Mulighederne for at passe på og holde fast i dig selv og give slip, kan være;


  • Når du får muligheden for at gå turen alene i skoven, eller ved stranden.


  • Lad tårerne løbe på puden eller lad dig selv reagere, om det så skal være når børnene er puttet, mor og far er gået i seng eller du bare er alene, hvis det føles mere rigtigt.


  • Eller måske er du bare alene på en fridag, og her har du muligheden for at slippe dig selv fri.


  • Musik i ørene er også en god mulighed for at give los. Alt efter hvad jeg lytter til, ved jeg hvad der får tårerne på gled.


  • Nedfælde svære ord og tanker på papir,- kan ofte igangsætte tårer eller frustrationer. Jo tungere tårer jo sværere byrde.
  • Bank i bordet, slå/spark på træet i skoven. Skrig ud over bølgerne.


Slip og giv los!


Lad boblerne i kroppen få sin plads, og mærk spændingerne slippe langsomt.

Brug dine følelser; Bliv vred, få sagt dine frustrationer højt og/eller sagt dem lavt.

Græd dine salte tårer og lad snotten løbe. Giv los! Det er helt okay.


Lad alle tårer og væsker løbe.


Giv los!


Jeg ved godt at det “bedste” er, at vi alle helst skal være pæne i vores fremtoning og måden vi møder andre. Det klart, at det får vi som oftest også mest ud af, men der er ikke noget galt i at slippe sig selv for en kort rum tid. Alene. Eller i samvær med andre hvis du har modet til det.


Jeg får lyst til at dele en personlig sjælelig gave jeg fik i foråret 1995, da min storebror var dødeligt syg.


Jeg gik  i en sorggruppe, med mennesker der havde mistet eller vidste de snart ville miste en dyrebar relation.


Det var utroligt hårdt at møde op hver mandag, for at forsøge at blive hel igen ugen igennem.

Det var først da jeg nåede torsdag, at jeg blev Bente, - sådan nogenlunde - igen.

I weekenden livede jeg op i, for at starte forfra mandag.


Det var benhårdt!

Efterfølgende kan jeg se og mærke, at stadig den dag i dag, hvor stor betydning denne periode har haft, og jeg vil aldrig glemme den fantastiske coach som så os alle. Han ikke bare kiggede på os, - nej! Han virkelig SÅ os, hver og én.


En af gangene talte han om at give los, at slippe sig selv og mærke sin indre kerne. Han talte om at sparke/slå på et træ. Smide med noget, råbe/skrige.

Vi grinte meget af det og ingen af de tilstedeværende  kunne se sig selv gøre noget af det terapeuten nævnte. Det var - den dag - utænkeligt.


En dag stod jeg igen med en kæmpe magtesløshedsfølelse og var midt i at vaske op. Jeg betragtede længe opvaskebørsten lave cirkelbevægelser henover tallerkenen. Jeg stod lige dér,  med følelsen af en dyb frustration over at min storebror snart skulle dø.

Vreden blev større og større i min krop, og tårerne smuttede ned til sæben i vaskebalje. I min frustration tog jeg resolut en tallerken og kylede den med stor kraft ned i gulvet, mens jeg råbte højt: “Piiiiiiis!”


Pludselig stod min mand i døren, med opbakkende ord; “Ja!! Det godt!! Bare UD med det!”


Jeg smadrede en 4-5 tallerkner med lige stor kraft og gik med raske skridt ud af døren som jeg smækkede hårdt efter mig.

I næste nu, cyklede jeg meget hurtigt ned mod stranden, som vi havde forholdsvis tæt på.

Jeg cyklede over græsset, ud i sandet så tæt på vandkanten som jeg kunne komme, før jeg kastede cyklen fra mig.

Jeg løb helt hen til vandkanten, kastede mig på knæ i sandet og råbte ud over bølgerne:

“HVORFOOOOOR”

“HVOOOORFOOOOR”

“Hvorfor...”


Mens tårerne drønede ned af mine kinder. Jeg hulkede og mærkede først der’ vinden på mine kinder og i mit hår.

Jeg åbner øjnene og ser den smukkeste solnedgang tusmørket der indrammer himlen og vandet. Alt omkring mig blev utroligt sandeligt, fordi alle følelser sad udenpå.


Jeg sidder stille og græder, imens billeder af min storebror fejer over min nethinde.


Der kommer en hund hen og snuser til mig. En hånd bliver lagt på mine skuldre og en stemme siger: “Er du ok!?”


Jeg kiggede ikke på vedkommende, men svarede et forsigtigt: “ja..”


Jeg sad i sandet med knæene under mig, i hvad der føltes som meget længe. Det var som om vreden, frustrationen og ked-af-det heden langsomt flød ud af mig.


Jeg rejste mig op. Tung og drænet for energi.

Jeg gik med meget tunge skridt hjem med cyklen, under mine bævrende hænder. Min krop bævrede lige så heftigt som mine hænder og det gik op for mig at tårerene stadig trillede ned af mine kinder.


Vel hjemme, drak jeg vand som aldrig før og lagde mig med mit tøj og mine sko på, i sengen og faldt fluks i søvn.

Jeg ænsede ikke min husbond eller vores hund og kat.


Da jeg vågnede næste morgen, var jeg træt men havde en usædvanlig klarhed i mit hoved.

Det var som om, at der var kommet en større klarhed og accept af, at min storebror snart skulle dø.  Accepten af at døden ville tage fat i min storebror var uomtvisteligt og nu anderledes modtaget. Om end det stadig var svært og forstå, så havde jeg modtaget forståelsen heraf på en anden og meget klar måde.


Min krop forstod, min hjerne accepterede, selvom mit hjerte stadig smertede ved tanken.


Jeg var ikke så tungsindig mere, men havde en helt anden lethed til at min storebror snart var et andet sted end på denne jord.


Min kærlighed til min storebror kunne meget nemmere få frit løb nu, og min tilgang til ham blev meget nemmere efterfølgende. Det var ej heller så svært at åbne op til ham, og overdænge ham med kærlighed. Eller mærke kærligheden mellem os meget tydligere.

Det var som om, jeg før var blokeret fordi mit system var opfyldt af sorg og frustration. En blokering der blokerede for alt det smukke kærlighed der burde være mellem os, når nu han snart ikke ville være en del af dette smukke liv mere.


En del af mit liv mere.


Efterfølgende har jeg, når jeg har tænkt på denne episode, grint en smule ved tanken om hunden og hundelufteren der pludselig var der.


Efter denne dag, fik coachen - efter lange og hårde overvejelser - mig til at skrive et brev til min storebror. Et brev der fik stor betydning for både ham og jeg.


Jeg ønsker at dele denne episode, den den er bekræftende på lige netop dét coaching handler om.

At finde det enkelte individs egne værktøjer til, at få det bedre og arbejde henimod, at finde klarhed i det svære. Derfor ønsker jeg at give alle mine klienter mulighed, for at se, at de selv har muligheden og styrken til at komme videre og mærke ro indeni.



Copyright © All Rights Reserved