Blog

Velkommen til Bloggen..

10.06.2020


At kigge døden i øjnene


Som i ved fik jeg Menigitis i efteråret 2019.
I denne proces var jeg ved at miste mine dyrbare relationer. Tanken om at miste - især de allernærmeste, var som følelsen af at blive hevet ned i en slugt, med ét eneste fald. Hurtigt og effektivt men meget ubehageligt.

Min opfattelse af sorg, savn og relationer der brydes er blevet om end,- endnu mere nuanceret og dyb og jeg håber i vil læse med her:


Min krop varmes fra det inderste i min sjæl. Jeg fyldes af en gennemgribende og utrolig stor taknemmelighed.


Min sjæl bruser over. Glæden ved livet strømmer ned af mine kinder med salte, tunge tårer.


Tårerne kan være tunge og triste, men også lette og smukke. For med glæden for at være i live, kommer frygten for at dø.


I denne glæde, i denne lykkerus, giver det mig tanker der beriger min verden. Det første jeg tænkte på Rigshospitalet, da jeg vågnede, da jeg var blevet beroliget og fandt ud af hvor jeg befandt mig, var Lis Sørensens sang "Verden I farver." Jeg kunne høre Lis synge den og jeg sang med inde i mit hoved. Min verden VAR i farver.

Alt var og er så klart. Farverne er smukkere og mere klare. Jeg SER på folk lidt anderledes. Jeg følte/føler mere og jeg græder nemmere. MEN det er ikke en bekymring,- det nærmest en genfødsel, som jeg suger ind og modtager som det naturligste i verden.

Jeg giver mig selv lov til at mærke, være, græde og stadig være Bente med smil og glæde.
Som altid er jeg fuld af grin og glæde. Jeg kan slet ikke lade være jo! Det bare mig.

Alt er vendt på hovedet for mig. Jeg skal nok komme solidt og mentalt på benene igen. Lige nu er det sundt og meget vidunderligt.

Jeg har altid sagt og ment det med disse ord, som jeg fik at min far:

“Livet ER forunderligt!”


Det er nærmest som om, at min krop og især min hjerne er blevet genstartet. Jeg har måtte lære meget igen. De helt simple ting som vi alle tager for givet. Selvom de kom hurtigt igen, var det alligevel en kæmpe forskrækkelse. Jeg skulle lære:

⁃ At gå.
⁃ At tale.
⁃ At spise.
⁃ At drikke, uden og få det jeg drak i den gale hals.
⁃ At skrive (holde på en blyant).
⁃ At læse.
⁃ At formulere mig, skrive en sms og ramme bogstaverne på telefonen.
⁃ At gå på trapper.
⁃ At huske hvad jeg hørte eller så.

Min glæde over at være i live er så gennemsyret dyb og fyldt med taknemmelighed, at jeg  stadig har svært ved at rumme det.

Da Corona rammer Danmark fyldes jeg af frygten for at dø. Jeg havde jo lige været tæt på og ville for intet i verden, ende samme sted igen.

Jeg var så splittet af en dyb taknemmelighed, kærlighed og en ubeskrivelig og ubehagelig frygt. Jeg vidste tiden ville komme til at jeg skulle på job. Så hvor end jeg hjertens gerne ville ud i livet og leve det, så var jeg utrolig ræd for at miste mit liv, min familie, mine venner.

Splittelsen var stor og meget ubrugelig.

Samtidig med, at jeg havde en hungren efter et almindeligt liv, så var min hungren efter min familie, de tætte venner og det smukke i livet, også en stor hungren og samtidig en gennemgribende frygt for at miste.

Min nærmeste familie har prøvet at forstå og få mig beroliget, men jeg kigger på dem og ser det jeg allermest elsker og tænker ved mig selv; jeg ved godt i prøver at hjælpe og, at i gør det af kærlighed, men i forstår ikke.

Kærlighed versus død er to kæmpestore ord som unægteligt er noget vi er tvunget ud i, at skulle forholde os til.

At stå med det ene ben i en verden jeg aldrig har mødt før. Og at vågne på Rigshospitalet og falde ind og ud af opvågning, for at mærke hvordan alt energi blev suget ud af mig, var ubeskrivelig. Følelsen af at “nogen” havde fat i mit legeme. Dette måtte være følelsen af døden, der bankede på. Jeg VILLE ikke lukke øjnene, men de blev “tvunget” lukket. Jeg kunne ikke formå at holde dem åbne. Det var ufatteligt ubehageligt og jeg var hunderæd for ikke at kunne vågne igen.

Så når folk fortæller mig, at hvis jeg bare tager mine forholdsregler, eller husker at smitten ikke er eksploderet, så nikker jeg og smiler eller samtykker og siger ja. Det gør jeg, fordi folk ikke forstår hvor jeg “har været”. De gør det for at berolige mig og være søde og jeg forstår godt de ikke forstår. Det har jeg accepteret.

Jeg har stadig eftervirkninger. Bl.a. At energien i mig hurtigt forsvinder og jeg er TRÆT når jeg kommer hjem fra job m.m.

Men jeg er her og jeg er i live!

Jeg vågner op hver morgen, og kan stå ud af min seng. Jeg kan gå, spise, skrive, læse, jeg kan småløbe op af trappen på Nørreport igen, jeg kan cykle og jeg kan igen gå baglæns.

Jeg er til

"Verden er i farver" - Lis Sørensen 1991

Havet er
Så blåt som et øje kan se
Aldrig vil jeg glemme
Det jeg så
Livet kom
Og tog mig tilbage igen
Aldrig vil jeg glemme
Havets blå
Verden er i farver nu
Siden da
Har havet haft bolig i mig
Altid vil jeg huske
Det jeg så
For bølgernes brus
Beruser mig
Nok til at vende tilbage
Til livet igen
Verden er i farver nu
Og jeg er fri
Som fuglen selv
I himlens hvælv
Fri til blot at se
Verden er i farver nu
Havet er
Så blåt som et øje kan se
Aldrig vil jeg glemme
Havets blå

Få sagt de ting du vil sige, til de mennesker du elsker, for ingen ved hvad der ligger om næste hjørne.

Og husk så,- livet ligger lige foran dine fødder. Favn og fang det!
Lev her og nu.


De bedste tanker 

Bente 



Copyright © All Rights Reserved